Love for Dansk Musiker Forbund Region Fyn 

Udarbejdet efter Standardlove for Dansk Musiker Forbunds regioner  

Punkt 1.  

Regionens navn er Dansk Musiker Forbund Region Fyn. Regionen er en del af Dansk Musiker Forbund og omfatter musikere, solister, sangere, musikundervisere, musikkens kunstnere, der arbejder med musik og lyd i bredeste forstand. Regionen har til formål at virke til fremme af de særlige interesser, der knytter sig til udøvelse af medlemmernes hverv inden for området.   

Punkt 2. 

Regionen er som del af Dansk Musiker Forbund underlagt forbundets love og årsmødets beslutninger.    

Punkt 3.  

Ethvert medlem, der arbejder på regionens område, er efter skriftlig tilsigelse pligtig at give møde for regionens forperson eller bestyrelse og afgive forklaring om tvister, konflikter, lovovertrædelser eller andre interesser og anliggender, der vedrører regionen.   

Punkt 4.   

Regionen tildeles af hovedbestyrelsen en økonomisk ramme af hovedbestyrelsen. Denne gælder et kalenderår fra 1. januar til 31. december. Regionen forpligtes over for tredjemand ved underskrift af forpersonen og to bestyrelsesmedlemmer.     

Punkt 5.   
Regionens forperson vælges på generalforsamlingen hvert 4 år op til Dansk Musiker Forbunds årsmøde. Forpersonen har sæde i Dansk Musiker Forbunds hovedbestyrelse som regionsrepræsentant. Forpersonen har også sæde i regionens bestyrelse. Bestyrelsen vælger fra sin midte en næstforperson, som ved forpersonens forfald varetager dennes hverv i både regions- og hovedbestyrelse.  

Punkt 6.   
Stk. 1.   
Regionens 5 bestyrelsesmedlemmer, i de 5 inkluderet forperson og næstforperson, vælges blandt regionens medlemmer på den ordinære generalforsamling.   

Stk 2. De 4 menige bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen, og der benyttes rullende udskiftning (første gang ved lodtrækning). Desuden vælges på samme måde 3 suppleanter, der indkaldes i tilfælde af forfald, suppleanter har møderet men ikke stemmeret til møder i regionen.   

  
Stk. 3. Det tilstræbes, at bestyrelsesmedlemmer og suppleanter, så vidt muligt, repræsenterer den geografiske sammensætning i det fynske musikliv.  
 
Punkt 7  
Stk. 1  
Bestyrelsen træffer beslutninger på vegne af regionen mellem generalforsamlingerne. Bestyrelsen kan konstituere sig selv med kasserer og næstforperson og kan vedtage en forretningsorden for sit arbejde. Bestyrelsen har til ansvar at indsende en aktivitetsplan og et budget for det kommende år til forbundet senest 1. november. Denne fremlægges på regionens generalforsamling.    
  
Stk 2.   
Bestyrelsesmedlemmer, der har forfald ved bestyrelsesmøder, skal melde afbud til forpersonen med 1 dags varsel. Bestyrelsesmøde indkaldes af forpersonen efter dennes nærmere bestemmelse eller på begæring af mindst 2 bestyrelsesmedlemmer. Forpersonen leder møderne, i dennes forfald næstforpersonen. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er mødt. Alle beslutninger tages ved afstemning med simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed gør forpersonens, i dennes forfald næstforpersonen, stemme udslaget 

Punkt 8 
Regionen holder ordinær generalforsamling i 1. kvartal hvert år.  

 
Punkt 9 
Digital generalforsamling  
Stk. 1.  Bestyrelsen kan beslutte, at der helt eller delvist holdes digital generalforsamling.  
Stk. 2.  En sådan beslutning skal som hovedregel altid ske ved indkaldelsen til generalforsamlingen.  
Stk. 3.  Bestyrelsen fastsætter de nærmere krav til de digitale systemer og medier, der skal anvendes i forbindelse med den digitale generalforsamling efter stk. 1. Bestyrelsen skal ved en digital generalforsamling sikre, at generalforsamlingen afvikles på betryggende vis, herunder at lovenes øvrige bestemmelser om generalforsamling iagttages. Det anvendte system skal være indrettet på en sådan måde, at der sikres betryggende deltagelse og afvikling under hensyntagen til medlemmernes ret til at ytre sig og stemme på generalforsamlingen.  
Stk. 4.  Bestyrelsen skal oplyse medlemmerne om, hvordan de digitale systemer skal anvendes i forbindelse med generalforsamlingen.  
Stk. 5.  Det digitale system skal på pålidelig måde kunne fastslå, hvem der deltager i generalforsamlingen, så der undgås uvedkommendes deltagelse. Systemet skal ligeledes sikre muligheden for hemmelig afstemning.  
 
Punkt 10. 
Der kan indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, når bestyrelsen beslutter det, eller når mindst 10% af regionens aktuelle medlemstal forlanger det, med angivelse af dagsorden og formulerede forslag til behandling. Bestyrelsen er da forpligtet til at indkalde generalforsamlingen til afholdelse senest 3 uger efter begæringens modtagelse.  
 
Punkt 11. 
Indkaldelse til ordinær generalforsamling sker af forpersonen pr. mail og via forbundets kommunikationskanaler. Indkaldelse skal være medlemmerne i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse og skal indeholde dagsordenen for generalforsamlingen.   
 
Punkt 12. 
Generalforsamlingen ledes af en dirigent, som vælges på generalforsamlingen.  
Generalforsamlingen vælger ligeledes en referent, der tager et beslutningsreferat.      
 
Punkt 13. 
Generalforsamlingen er den øverste myndighed i alle regionens anliggender. Afgørelser sker i almindelighed ved håndsoprækning med simpel stemmeflerhed. Skriftlig afstemning skal ske, når bestyrelsen, dirigenten eller mindst 1 tilstedeværende medlem med navns underskrift begærer det.  Den foregår ved omdelte stemmesedler, der ikke må underskrives med navn. Til vedtagelse af love eller lovændringer kræves en majoritet på to tredjedele af de afgivne stemmer samt efterfølgende godkendelse af hovedbestyrelsen i henhold til Dansk Musiker Forbunds love.     
Ved digital generalforsamling se da punkt 9. 
 
Punkt 14. 
Forslag, der ønskes behandlet på ordinær generalforsamling, skal sendes til bestyrelsen senest 3 dage før generalforsamlingen.    
 
Punkt 15 
Ethvert medlem kan afgive stemme ved skriftlig fuldmagt, dog således at medlemmer udover egen stemme kun kan afgive yderligere én stemme ved fuldmagt. En fuldmagt skal tilmeldes senest ved indskrivningen til generalforsamlingen.  
 
Punkt 16.  
På den ordinære generalforsamling skal dagsordenen indeholde:     
a) Valg af dirigent og referent.     
b) Godkendelse af dagsorden.    
c) Beretning om regionens aktivitet det sidste år.     
d) Fremlæggelse af økonomisk afrapportering.  
e) Fremlæggelse af aktivitetsplan og budget.    
f) Indkomne forslag.   
g) Valg af forperson  (hvert 4 år)   
h) Valg af bestyrelse og suppleanter.       
i) Evt. forslag til årsmødet.    
j) Evt. valg af delegerede til årsmødet.     
k) Eventuelt.     
 
Punkt 17.   
Stk 1.   
Det påhviler regionens forperson med 3 ugers (dog blot hurtigst muligt ved en ekstraordinær generalforsamling) varsel inden indkaldelse at give Dansk Musiker Forbund meddelelse om afholdelse af generalforsamling.   

Stk 2.   
Inden 14 dage efter generalforsamlingens afholdelse indsendes til forbundet et punktreferat med alle beslutninger fra generalforsamlingen til offentliggørelse på forbundets kommunikationskanaler samt liste over valgte til tillidshverv herunder eventuelle delegerede til årsmødet. Ligeledes påhviler det regionen at sende regionens love til forbundet.   
 
Punkt 16.   
Regionen kan opløses efter reglerne i Dansk Musiker Forbunds love. 

 ---ooOoo---  

Ikrafttræden Vedtaget på DMF Fyns stiftende generalforsamling den 30. maj 2025. Vedtaget på Dansk Musiker Forbund Region Fyns ordinære generalforsamling d. 29. marts 2026.